Sommerskolen 2019

Den Danske Skole & Kulturforening i Chania

Sommerskolen 2019


Sommerskolen blev i 2019 afholdt over 2 uger, med start mandag d. 24. juni. Vi havde ansøgt om lokaler på Det Tekniske Universitet og blev endda opgraderet - meget passende - til lokaler i Sprogcentret.

Men vanen tro blev udenomsarealer også taget i brug, og det var en fornøjelse at undervise de 9 tilmeldte børn. Der blev lavet forskellige former for aktiviteter på forskellige niveauer både ude og inde.



Hver dag var der dog også traditionel undervisning, f.eks. i form af diktat og arbejde med grammatik, samtale og læsning. Eksempelvis øvelser med ordklasser, arbejde med fantasy-genren samt samtale omkring den nye statsminister i Danmark.

Her er et tilbageblik på den første uge i sommerskolen.


Undervisningen i klasselokalet kombineres i høj grad med aktiv ude-undervisning, og er en herlig sommercocktail for børnene.

Hver dag startede med staveord og diktat, som eleverne havde øvet hjemme. De store stavede ord og vendinger som ”sociale medier”, ”forskning” og ”uddannelser”, mens de mindre stavede ord som ”frokost”, ”hvid” og ikke mindst ”madpakke”.


Herefter arbejdede eleverne med forskellige opgaver eller spil, som er tilpasset til de enkeltes niveauer. Fx havde de yngste arbejdet med at lære klokken, mens de større elever havde arbejdet med forskellige tekster, som skulle analyseres.


Hver dag arbejdede de også med en bestemt genre. Fx gys, science fiction eller dokumentaren. Her havde eleverne blandt andet selv fundet på en science fiction historie, som skulle præsenteres for de andre – og det kom der virkelig nogle gode, sjove og fantasifyldte historier ud af.


Alt dette kombineredes med forskellige aktiviteter udenfor, så det gode vejr bliver udnyttet.

Sidste dag i en fantastisk sommerskole afsluttes naturligvis med hot dogs og buksevand til læreren.

En lille film fra anden og sidste uge af sommerskolen 2019.


Det er fantastisk at opleve børnenes fremskridt med to ugers intensiv danskundervisning. Det er en fornøjelse at høre dem bruge vendinger relateret med en film, "ulovligheder " (onkel Anders fra Far til 4), vinke som de kongelige eller nynne en dansk sang.


Deres danske sprog er blevet mere flydende og differentieret.


Afslutningen blev naturligvis fejret med hotdogs

Det Kongelige Danske Konsulat

Iroon Politechniou 43, 1. Building, 2nd Floor

GR-73100 Chania, Crete, Greece

Tlf.: +30 698 1346152

Email: admin@danskkretakultur.com