Danskskolen

Den Danske Skole & Kulturforening i Chania

Den Danske Skole i Chania

 

Det glæder os at se dig her på siden og vi er glade for din interesse. Som forældre til børn i udlandet er det fantastisk at have muligheden for at videreformidle en del af vores danske baggrund.

 

Sprog åbner døre og muligheder - at være barn af forældre med forskellige sprog og kulturer er en gave! De kompetencer det giver, ønsker vi at styrke yderligere og samtidig videregive vore danske kulturskatte.

 

At tale det danske sprog er ikke ensbetydende med at forstå dansk!

 

”Jeg går lige op og lægger mig!” Hov, hvad snakker de om? Kender man ikke Maude fra Matador - og hvad der var særligt ved hende, så er man sat af samtalen.

 

Tak fordi du kigger forbi. Vi håber, at du har lyst til at være med til at hjælpe den nye generation i deres danske dannelses-rejse!

Den 13. december 2017 kunne vi offentliggøre, at vi havde fået en fast lærer til vores danskskole i Chania. Vores fantastiske lærer fra sommer- og efterårsskolen, Mikkel Ahlburg Byrgensen, havde sagt ja til at tage springet og komme til Chania for en længere periode sammen med kæresten Liselotte.

 

Det betyder, at børnene nu får danskundervisning én gang om ugen som klasse samt mulighed for privatundervisning. Her er et par billeder fra første undervisningsdag sammen, hvor undervisningen blev skudt i gang med geografi. Klassen fik en pæn pointscore om byerne i deres 2. hjemland. Det var også dejligt at ønske 3 nye børn velkommen i skolen.

Mikkel stiller samtidig sin kompetence til rådighed for grækere i Chania, som gerne vil lære dansk. Så spred meget gerne budskabet, såfremt du kender nogen, der kunne tænke sig at lære dansk.

 

Fællesundervisning er hver lørdag kl. 10-12 på Vamvakopoulo Skole, som Chania Kommune venligst har stillet til rådighed.

 

I lørdagsundervisningen er vi så heldige at få hjælp fra Elli, der assisterer Mikkel. Elli er selv tosproget, idet hun er vokset op i en familie med en dansk mor og en græsk far. Dette betyder, at hun kan genkende mange af de situationer, vores tosprogede børn oplever, og hun er til stor motivation for børnene.

 

Elli er 27 år og læser dansk HF som online studie. Herudover har hun taget en hesteuddannelse i Danmark og arbejder også som rideinstruktør her i Chania. Derfor er hun vant til  at have med børn at gøre og forstår balancen imellem hvornår der skal støttes og hvornår der skal skubbes lidt på.

 

Elli er en stor hjælp for Mikkel, og kombinationen af de to lærere har vist sig at være meget givende for børnene.

 

 

I danskundervisningen har børnene også en ugentlig times privatundervisning med Mikkel. Og hvorfor ikke bare tage den ude i solen.... Nu vi er på Kreta!

 

 

 

Privatundervisning sker efter aftale med Mikkel, kontakt os gerne for yderligere information.

Alle børn med danske rødder, der er bosiddende i Chania og omegn, er velkomne i danskskolen. Eneste krav er, at mor eller far (og meget gerne begge!), er medlemmer af foreningen.

Ønsker du, at dit dansk/græske barn indskrevet i skolen? Eller er du interesseret i at undervise i danskskolen? Så kontakt os på: admin@danskkretakultur.com

Det Kongelige Danske Konsulat

Iroon Politechniou 43, 1. Building, 2nd Floor

GR-73100 Chania, Crete, Greece

Tlf.: +30 698 1346152

Email: admin@danskkretakultur.com