Aktiviteter i danskskolen

Den Danske Skole & Kulturforening i Chania

Aktiviteter i danskskolen

 

Lørdag d. 3. marts 2018 var danskskolen på skoleudflugt til Souda Shelter for herreløse hunde. Her er danske Maria på et års praktikophold og hun fortalte om internatet og hundene. Mens Maria fortalte fik børnene godbidder, de kunne dele ud til hundene undervejs.

 

Internatet har eksisteret i ca. 8 år, og grunden er udlånt af kommunen. Opgaven omkring herreløse dyr ligger hos politiet iflg. en lov, der trådte i kraft for ca. 1 år siden. Men ressourcerne er små og internat, politi og kommune samarbejder således.

 

Der var på det tidspunkt 100 hunde på internatet - det største antal der har været på én gang var 300 hunde! Den ældste hund, Rosa, er 13 år. Den yngste er Apollo på 1 år. Alle hundene får navne. Den hund, der har været på internatet længst kom til i 2011 og den nyeste tilflytter kom for et par uger siden. Alle hundene bliver steriliseret, vaccineret og chippet. Alle internatets hunde adopteres af familier i udlandet, flest i Tyskland men også Danmark, Sverige, Norge, England og sågar USA.

 

Vil du vide mere eller se, hvordan du kan støtte projektet kan du læse mere her. Tusind tak til Maria og Jens, der viste os rundt og fortalte. Børnene fortsatte sidenhen på skolen i Vamvakopoulo med en kort undervisning om besøget.

Lørdag den 25. november 2017 var vi inviteret til en rundvisning i Holgers olivenlund og tapperi i Petres.

 

Omkring 30 medlemmer, heraf 13 børn, havde begivet sig ca. 30 km. vest for Chania, hvor vi nød en rundtur op og ned ad det bakkede, smukke landskab og lærte om de forskellige sorter oliven i området, høstemetoder osv.

 

Olivenfrugten er absolut ikke spiselige direkte fra træet. Holgers frejdige svigermor forklarede os dog om processen til at opnå de skønne velsmagende oliven, som spises på Kreta. Børnene var dygtige til at oversætte til dansk for vores ikke græsktalende medlemmer.

 

Der var samtidig også danskskole-undervisning, og Holger guidede børnene igennem hele processen ved olivenhøst. Nettet blev rullet ud under træerne, der blev høstet med "svipperen" og samlet oliven sammen. Børnene kendte jo udemærket processen på græsk, men nu fik de den fortalt på dansk og dermed blev ordforrådet udvidet - og så endda under åben, skyfri himmel!

 

Hver elev fik en flaske olivenolie af "egen" høst og de signerede naturligvis selv etiketten på flasken!

 

Vi smagte på den dejlige olie fra samme år sammen med diverse brød og ost, kage, kaffe og te.

 

En stor tak skal lyde til Holger for gæstfrihed og spændende rundvisning. Også tak til medlemmerne, der havde bagt kager og medbragt vin, raki og mandariner. Og ikke mindst for den fantastisk gode stemning og hygge i de smukke, fredfyldte omgivelser.

 

www.petresoliveoil.com

Det Kongelige Danske Konsulat

Iroon Politechniou 43, 1. Building, 2nd Floor

GR-73100 Chania, Crete, Greece

Tlf.: +30 698 1346152

Email: admin@danskkretakultur.com